Mange tror (fejlagtigt) at verdens dyreste kaffebønner er Kopi Luwak, men den er blevet overhalet. Kopi Luwak-kaffen, der har været gennem fordøjelsessystemet på et lille dyr, som blandt andet kaldes “kaffekat”, har i mange år været kendt som den fineste kaffe, men faktisk er det ikke de dyreste bønner, du kan komme i din kaffekværn.
Den dyre lorte-kaffe
Kopi Luwak er nemlig blevet overhalet indenom af en anden lorte-kaffe; Black Ivory. Her har kaffebønnerne også været igennem et fordøjelsessystem, omend på et meget større dyr. Black Ivory er kaffebønner, der først er blevet spist af en elefant og dernæst pillet ud af elefantens afføring, før bønnerne bliver renset (heldigvis) og ristet – og du troede, du havde et lorte-job!
Panama Geisha Kaffe: Kåret som verdens bedste kaffe
Verdens bedste kaffebrygning bliver kåret ved World Brewers Cup. Det er verdensmesterskaberne i kaffebrygning, og af de seneste 7 vindere har 4 brugt Geisha Kaffe fra Lamastus Family Estate i Panama. Det er en meget eksklusiv estate, som kun producerer omkring 45 kg. af denne specielle kaffe årligt – og prisen er derefter.
Variationer af Panamas Geisha Kaffe scorer gang på gang topkarakterer hos SCA (Speciality Coffee Association). Efterspørgslen på Geisha Kaffe er så høj, at man ikke bare kan købe bønnerne fra producenten, men må byde på dem på auktion. Den høje efterspørgsel og det lillebitte udbud presser prisen op.
Du skal finde den helt store pengepung frem
Faktisk koster et kilo af den eksklusive Geisha Kaffe omkring 12.000,- på auktion i Panama. Det betyder, at de 7 gram kaffe, du skal bruge for at brygge en espresso, koster over 80 kroner. Geisha bønnerne egner sig dog bedst til pour over eller slow brew, og hvis du er så heldig at støde på kaffen på en café, er det typisk den valgte bryggemetode.