Når du har besluttet dig for, at du vil ud at rejse, starter al den spændende planlægning. Hvor skal du hen? Hvad skal du se? Hvornår skal du af sted?
Du kan virkelig tage forskud på glæderne i din planlægning, når du tænker på de smukke steder, du skal se. Alle de lokale seværdigheder, maden og sproget. Eller det dejlige vejr. Du kan tage hul på det hele hjemme i lille Danmark, imens du planlægger den egentlige rejse og får styr på alle de spændende ting i forbindelse med turen.
Men du må ikke glemme de mindre spændende ting! Det rent praktiske, der skal sikre dig i tilfælde af, at det hele ikke går som planlagt.
Ud i det blå med det blå
Der kan ske mange ting, der forhindrer dig i at nyde din rejse. Du kan fx blive syg eller brække et ben. Et offentligt transportmiddel kan være forsinket. Eller der kan ske noget hjemme i Danmark, der tvinger dig hjem før tid. Uanset hvad vil det være en god idé at være sikret på forhånd, så du ikke står midt i ulykken og ikke kan stille noget op.
En af de måder, du kan sikre dig på, er med det blå sygesikringskort.
Hvis du skulle blive syg eller komme til skade, vil du ikke være dækket af det gule sygesikringskort uden for Danmark, Grønland og Færøerne. Skal du til et EU-, et EØS-land eller Schweiz er du dog dækket af det blå sygesikringskort. Med det vil du kunne få den samme behandling som borgerne i det land, du er rejst til.
Du bestiller det blå sygesikringskort på borger.dk, og det er gratis. Har du det allerede liggende i skuffen, så husk at tjekke udløbsdatoen. Det skal nemlig være gyldigt på hele din rejse, og du skal selv bestille et nyt, når det udløber.
Rejseforsikring
Det blå sygesikringskort dækker ikke i hele verden. Det giver dig heller ikke ret til den samme behandling, som du er vant til i Danmark. Det giver dig den behandling, der normalt gives i det pågældende land, så du kan risikere at få en ekstraregning.
Hvis du rejser uden for det område, hvor det blå kort dækker, eller hvis du helt vil undgå egenbetaling, kan du tegne en privat rejseforsikring. Med en forsikring kan du føle dig helt sikker. Du får ikke nogen uventet ekstraregning.
Tal med dit forsikringsselskab om, hvor du skal hen, og hvordan du gerne vil være dækket. Du kan have brug for at være sikret mod en lang række uheldige begivenheder. Fx sygdom, skader eller for tidlig fødsel. Tandpine eller problemer efter fejlbehandling. Selv juridisk assistance og selvrisiko, hvis der sker en skade på en lejebil.
Skulle du blive syg før rejsen og forhindret i overhovedet at tage af sted, vil du sætte pris på at have en afbestillingsforsikring.